Byggeuge 25. Maling, vand og mere smadder

Bygherren nåede lige en omgang med rullen, inden VVS’eren dukkede op

Malingen af husets vægge fortsatte i denne uge, og selv om 30-40 liter yderligere er rullet på, så blev det til lidt mindre, end jeg havde håbet. Den ene af VVS’erne var nemlig i huset næsten hele mandag for at fræse vandrør og afløbsrør ind i væggene. Uha, for et svineri med rødt murstensstøv på de delvis hvide vægge – trods det, at vi havde 2 støvsugere i sving alle 10 steder i huset. Efter oprydning og endnu en støvsugning, ser det dog okay ud, så det går nok alt sammen. Men det meste af mandagen gik med det.

Den udendørs vandhane er placeret ved indgangen til kontoret, hvorfra den monteres og tilsluttes. Senere bliver muren repareret og vandskuret, og så er vi klar til at slette alle spor med en omgang maling. Hanen er selvtømmende og skal ikke lukkes for frosten
Den meget omhyggelige VVS’er måtte indse, at han i en brusekabine havde ramt et indmuret rør til el. Det var rent uheld, men heldigvis var det let at udbedre
Så er Geberit cisternen sat op og tilsluttet. Den er klar til at blive gemt af vejen med både front- og topplade, og så kan den forhåbentlig klare de næste 40-50 år uden service. I det hus, jeg for nylig solgte, har sådan én foreløbig klaret 41 år!

De efterfølgende dage var murerne tilbage i huset – jeg tror ikke, de kan undvære det! – og de havde en plan om at reparere efter VVS’eren, fuge skorsten og den blanke mur, bygge fundament til badekar samt støbe gulvene i badeværelserne. Som sagt, så gjort…
Jeg vil lige knytte en bemærkning til skorstenen: Jeg havde hørt, at det var en god ide at kontakte den lokale skorstensfejer for at få ham til at tjekke skorstenen, inden indsatsen og røgrøret blev monteret. Efter en opringning dukkede han lynhurtigt op hos os og nikkede anerkendende til murernes arbejde. Det så fint ud, syntes han, bortset fra én ting: Elrørerne, som løber inde i skorstenen, var efter de nye regler for tæt på røgrøret, og han anbefalede, at vi murede op mellem dem og indsatsen/røgrøret.
Det var en lille sag, der blev klaret af en slank murer på en god times tid. Men for pokker hvor var det godt, at vi havde skorstensfejeren ude, før vi monterede indsats og røgrør.
Anbefalingen af et konsulentbesøg er hermed givet videre.

Lecablokkene mures om inde i skorstenen som varmebeskyttelse af elrørene

Skorstenen set indefra og opad. Blokkene er stablet op foran elektrikerrørene, og overfladen er pudset. Der afsluttes oppe ved det punkt, hvor røgrøret går ind i isokernen.

Skorstenen er nu blevet fuget og pindet af, hvorpå den har fået en let afsyring. Det har bare gjort den endnu flottere, og vi glæder os over valget af stenen D48 fra Petersen Tegl

Skorstenen i forgrunden og den blanke mur mellem hall og køkken midt i billedet. Flot sten og flot håndværk!

Opmuringen af badekarrets fundament er afsluttet. Når karret er sænket ned i hullet, får vi en 10-12 cm bred kant på de tre sider, mens der i “hovedenden” bliver en afsætningsplads på ca 25 cm. Sider og kanter beklædes med samme klinke som på gulvet

Badekarrets fundament er blevet vandskuret, og nu får gulvet en behandling, inden der ken lægges beton ud. Først vandes gulvet, og en betonprimer blandes med vandet. Derpå udlæges et tyndt lag beton, og det hele blandes sammen med en kost.
Så er der klar til 5-10 cm beton, der afrettes, så det rette fald opnås.

Betonen er udlagt i det lille badeværelse, og gulvet har nu overalt det fald, der kræves.
Der skal altså ikke arbejdes med fald, når klinkerne lægges.

Det store badeværelses gulv er også færdig, og hermed nåede murerne alt det, de havde planlagt i denne uge.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *