Det er uden antydning af ærgrelse, at jeg her i byggebloggen kan berette, at denne uge vist har slået rekorden i antallet af forskellige håndværkere i huset. På en og samme tid har der været beskæftiget 2 tømrere, 2 elektrikere, 2 VVS’er, én murer samt én maler. Selv om det ikke er noget helt lille hus, så har det ind imellem været trangt, og vi har nok også gået lidt i vejen for hinanden.
Men som sagt: Det er særdeles positivt og tilmed sjovt at være så mange på job på én gang, og man har virkelig kunnet mærke, hvordan det har rykket byggeriet fremad.
Efter billedet herunder af det medhørende kaos af firmabiler vil jeg fortælle lidt om, hvad der er blevet lavet i denne 26. byggeuge.
Inddækning eller beklædning
Udenfor har tømrerne arbejdet hårdt på at få det sidste underlag for zink-beklædningen sat op. Det er primært de områder, hvor beklædningen skal op for at dække for den bagvedliggende stålkonstruktion.
Når jeg skriver zink, er det i virkeligheden forkert. Vi har valgt farvet aluminium, dels på grund af prisen og dels på grund af, at aluminium – efter de oplysninger, vi har – bedre skulle kunne bevare sin farve og i mindre grad skulle kunne angribes af såkaldt hvidrust. Dér er zink mere udsat.
Om det er korrekt, vil tiden vise, men vi håber naturligvis.
I hvert fald er det gået tjept med at opsætte de små stykker ALU, som inddækningen af sternen består af. De samles med blindfalse (en slags monteringsprofil), hvilket vist nok er den traditionelle måde at gøre det på, og når forarbejdet med underlagsbrædderne er i orden, så går det hurtigt. Således har vi fået inddækket sternen hele vejen rundt om huset, hvilket er en del meter, da sternen nogle steder er dobbelt pga. højdeforskellen.
Som afslutning monteres der øverst en bred kapsel, som går ned over inddækningen og ind over tagpappet, der inde under kapslen går op til sternens overkant. Inddækningens overkant er i øvrigt skrå, sådan at vandet vil løbe af. Det lader til at være en meget gennemtænkt og sikker konstruktion.
Det, der pt mangler, er beklædningen af de ca 60 cm ydervæg, som den høje del af huset stikker op i forhold til den lave del. Det stykke skal samles med lodret stående false, hvilket giver et anderledes og mere karakteristiskt udtryk med mere lys-/skyggevirkning. Den samme type beklædning skal bruges til at dække carportens stålkonstruktion, som ellers er synlig mellem murene.
Elarbejde
Med de mange håndværkere i huset er der også sket meget andet. Elektrikerne har i løbet af ugen fået trukket næsten alle ledninger og kabler rundt i lofterne og ind i loftdåserne eller ned til de forskellige kontakter. For udenforstående virker det lidt kaotisk, men elektrikerne har helt sikkert styr på det, og så har det i øvrigt været en fordel at være i huset sammen med dem, fordi vi har kunnet afklare mange små spørgsmål undervejs. Jeg tror, det betyder, at vi får et elsystem, som vi bliver ekstra tilfredse med, og som ikke har nogle små irritationsmomenter.
Lofter
Et par af ugens dage gik tømrerne indendørs for at sætte de første Troldtektlofter op.
Jeg må dog lige rette en ting: Der er ikke tale om Troldtekt, men om et konkurrerende mærke, som hedder Heradesign. Det skulle have visse stærke sider ift. Troldtekt, og pladerne ser i hvert fald fine ud.
Lofterne er indtil nu sat op i de to værelser, kontoret, begge badeværelser, viktualierummet, alkoven og walk-in. Tømrerne er uhyre præcise med arbejdet, så lofterne sidder perfekt. Skruerne er en model, jeg ikke før har set. Skruen har en farve og overflade, som gør, at den er nærmest usynlig, når den er skruet præcis plan med overfladen. Det ser godt ud, og så støtter vi alligevel Troldtekt, for det er deres skrue, vi bruger!
Malerarbejde
Malerarbejdet skrider også fornuftigt fremad. Her ved ugens slutning mangler vi kun nogle enkelte vægge i bryggers, køkken og alrum, men har også kørt 120 liter maling på. Når vi er færdige, har vi brugt 14 spande maling á 10 liter, og det er 50% mere, end jeg havde beregnet. Årsagen er sandsynligvis, at den rustikke, vandskurede overflade er større og mere krævende at mætte, end en normal væg.
Uanset mængden af maling har det været en god oplevelse at levere malerarbejdet til huset. Måske er det fordi, malerarbejdet giver oplevelsen af, at man leverer noget finish til huset. Malingen er jo så at sige den mest synlige og blivende overflade i et byggeri.
Svært har det heller ikke været, men det kræver jo noget tid og et godt samarbejde med de andre faggrupper. Vi har fx valgt at arbejde nogle dage i weekenderne og et par aftener for ikke at føle os generet eller selv genere de andre.
Et lille tip til andre, der skal i gang: Hvis det er muligt, er det genialt, hvis man kan komme til at male karmen rundt alle vindues- og dørhuller, FØR vinduer og døre monteres. Det vil gøre malerarbejdet rundt om vinduerne meget lettere, for det er noget bøvl at skulle dække meget omhyggeligt af og undgå at male på de fine vinduer.
Murerne har lært tricket: De vandskurede alle vindues- og dørhuller, før elementerne blev sat i. Kunne det nå at tørre lidt, var det sikkert muligt at male også.
Alkove
En alkove er en indretning, der i 1700-1800 tallet tjente som “soveværelse” for en eller flere personer. Der var ofte indgang fra køkkenet, og sådan er det også blevet her hos os. I Vestjylland var den for det meste bygget ind i væggen, og den ide har vi også snuppet.
Vores alkove kom først sent med på tegnebræddet, for selv om vi kendte eksistensen af den, så var det først, da vi for et par år siden så en alkove i et Mentzer-Kristensen udstillingshus i Solbjerg, vi fik ideen om at integrere den i vores plantegning.
Alkoven er 2 meter lang og 130 cm bred. Den murede kant fortil er 40 cm høj, så når der kommer en ca 10 cm tyk madras på, får alkoven en siddehøjde på ca 50 cm.
Bunden skal laves af 13 mm krydsfiner, og den bliver delt op i 3 lige store stykker, så det bliver nemt at tage dem op, hvis man vil opmagasinere noget under madrassen. Krydsfineren bliver udstyret med en mængde 36 mm huller, således at der bliver ventilation.
Bunden placeres i samme højde som muren forrest, og madrassen lader vi stikke et par cm ud over kanten, så de små puds ikke slår sig, når de kommer tumlende…
Hej.
Hvilke stærke sider er det Heradesign har i forhold til troldtekt?
Og er det dyrere eller billigere?
På forhånd tak for svar.
Hej Lena
Jeg er ikke fagmand, og det er begrænset, hvor meget jeg ved om træbetonplader. Vores håndværkere foretrækker dog Heradesign og bruger altid dét. Det forlyder dog, at Heradesign er bedre til udendørs anvendelse, da det skulle være mere bestandigt overfor fugt. Helt perfekt bliver træbeton dog aldrig udendørs, og derfor valgte vi også et andet materiale til underbeklædning.
Prismæssigt er der vist dødt løb mellem Troldtekt og Hera. Eventuelle forskelle beror mest på den pris, man er hård nok til at forhandle hjem.