Små og store maskiner på job
De sidste 14 dage er der sket mange ting omkring Villa Hillside. Heldigvis er det sådan, at visse ting ikke rigtig giver mening at knokle med selv, og man gør derfor klogt i at rekvirere hjælp udefra.
I denne omgang har det været hjælp fra en gravemaskine på larvefødder, som kunne skrabe det tykke lag betonknus væk fra det område af grunden, som under byggeriet blev brugt som oplags- og p-plads.
Til at fordele den store bunke af afrømmet muld rundt på grunden ankom et kæmpebæst af en gummiged, og på et par timer gjorde den det, vi kunne have brugt en halv sommer på.
For nu ikke, at folk skal tro, at vi bare har siddet på den flade og pimpet rosevin, leverede en lastbil i mellemtiden et lille læs på 3 rummeter granitstenmel, som vi – med håndkraft – fordelte ud på den 100 m2 store indkørsel. Så var vi ligesom varmet op til den store test: 8 rummeter granitskærver – det er cirka 16 tons – blev læsset af ved kantstenen, og så var det ellers bare om at fatte en skovl, læsse i trillebøren og fordele granitten i et 6-7 cm tykt lag i indkørslen og langs husets sokkel de steder, hvor vi har flisegang.
Vi klarede det hele på under 2 døgn, og nu efter knap 14 dage har vi næsten ikke ondt i arme og skuldre mere… Men resultatet blev fint, så er der ikke noget at pive over!
Vi har som nævnt udlagt granitten i 6-7 cm tykkelse, og det er lidt over det normale. Min erfaring er dog, at hvis man går ned på de anbefalede 4 cm, så bliver problemerne med ukrudt større. Ud over det logiske i det, så bevæger et tykkere lag sig mere, og rent mekanisk bliver ukrudet generet af det.
Vi har ikke lagt ukrudtsdug under skærverne, da jeg ikke har oplevet nogen særlig effekt ved det. Ukrudtet vil typisk lande ovenfra og gro i det støv- og jordlag, man ikke kan undgå lægger sig i bunden af granitten.
I øvrigt er granitskærverne af typen Jelsa 11-16 mm. Den er grå og får først sin endelige farve, når den er blevet godt gennemskyllet af regnen. Den ender med at blive lidt mørkere end på billederne.
Jordarbejde, part 2
Da overskudsjorden var blevet fordelt op mod huset, strejfede det os, at der ligesom var kommet en lavning ude på grunden. Vi slog det lidt hen og gjorde ingenting, men da maskinstationen ankom for at grubbe og fræse jorden, var det det første, der blev kommenteret. Vi måtte jo give manden ret og finde en løsning. Den blev, at der hurtigt blev skaffet 100 m3 god muldjord til at rette op på forholdene.
Endnu en udgift, tilmed en ærgerlig en, idet der ved afrømningen af huset faktisk blev kørt en del muldjord væk.
Men nu var det klar til, at nye maskiner kunne komme til.
Terrassen
Den sidste uges tid er der ind imellem blevet tid til at arbejde på terrassen. Efter al forarbejdet med fundament og bjælkelag var det skønt at komme i gang med de afsluttende brædder. I byggebloggens seneste indlæg varslede jeg en beskrivelse af den fremgangsmåde, jeg anvender, og den kommer her:
Først og fremmest har vi valgt den sydamerikanske træsort Cumaru. Med godt 400,- kr pr. m2 ligger den i den dyrere ende, men vi tror på, at den er pengene værd.
Den store del af vores terrasse er 4,25 meter bred og ca. 13 meter lang, og den fortsætter som en bred gang yderligere ca. 7 meter. Hvis vi skulle lægge brædderne helt traditionelt, ville vi få et stræk på omkring 20 meter, og vi skulle have mindst 4 brædder i forlængelse af hinanden. Jeg frygtede, at det ville blive en udfordring at få langt brædderne så snorlige, at det ville se pænt ud.
Derfor besluttede vi at lægge brædderne vinkelret ud fra huset. Det betød, at vi kunne undgå skaringer, og at det ville blive overkommeligt at få brædderne til at ligge pænt lige. Det er en utraditionel løsning, men vi har set nogle eksempler, som så ret godt ud.
Næsten alle Cumaru-brædderne er krumme i en eller anden udstrækning. De er dog forholdsvis lette at rette ud, og gode skruer og et ordentlig underlag kan godt holde dem på plads.
Først lavede jeg en model til markering af skruehullerne. Lagde brædtet ned på strøerne og lavede en streg præcis midt over alle strøer. Der er 9 strøer på de godt 4 meter. Jeg har nu et bræt med 9 streger, som angiver, hvor skruehullerne skal bores. Herudover bruger jeg en vinkel, hvorpå jeg har markeret, hvor langt inde fra kanten af brædtet, hullerne skal bores. Jeg rykker skruerne 25 mm ind fra hver side. Når jeg holder vinkelen helt tæt på stregen, ved jeg præcis, hvor der skal bores.
Forklaringen her kan vist bedst forstås, når man ser billederne herunder…
Inden man går videre med plankerne, er det en god ide at lægge murpap ud på strøerne, da det givetvis vil forlænge deres levetid. Samtidig er sorte mellemrum pænere end lysegrønne!
Vi fandt et helt lige bræt, som vi startede med inde ved muren (som altså også står vinkelret på husets langside), og det skruede vi på, så det lå ca. 15 mm fra husmuren.
Enden af brædderne går delvis ind under vores Velfac 200 vinduer, men der skal være luft både over brædderne og for enden af dem.
Herfra er det så bare at lægge bræt efter bræt og at holde afstanden både ind mod huset og ikke mindst den indbyrdes afstand mellem brædderne. Jeg bruger nogle 6 mm klodser til at lægge imellem brædderne, men det er samtidig vigtigt, at man jævnligt tjekker afstanden fra startpunktet til sidst lagte bræt. Gør man ikke det, kan man køre helt af sporet.
Hvor lang tid tager det så at lægge sådan en terrasse? Og kan man gøre det på en weekend?
NEJ, det kan man ikke!
Alene forarbejdet med fundamentet og bjælkelaget har taget omkring 30 effektive mandetimer.
Selve brædderne kan jeg – når det går rigtig godt og uden forhindringer – lægge med 3 brædder i timen. Det svarer til cirka 2 kvadratmeter i timen.
Jeg er godt nok ikke verdens hurtigste, men der skal trods alt måles 18 huller op, bores for 18 gange og bores igennem og forsænkes 18 gange. Så skal der skrues 18 skruer i, og alle 9 steder skal brædtet passe på millimeteren. Og sådan er det i hvert bræt!
Terrasselægning er altså ikke et weekendprojekt, men har du 14 dages ferie med rimeligt vejr, det rigtige værktøj og en hjælper i ny og næ, så kan det da godt være, at anlægningen af en middelstor terrasse er inden for rækkevidde.
Køkken, den sidste update
Da køkkenet blev leveret og opstillet af køkkenmontøren i uge 12, manglede der en del ting bl.a. et lille køkkenskab og nogle ophæng til hylder. Efter 9 ugers venten lykkedes det endelig af få det frem, så montøren kunne gøre sit arbejde færdigt. Det er faktisk blevet et rigtig fint lille hjørne.
Nu mangler vi så bare de sidste hylder mv. til bryggerset…
Be First to Comment