Valg af byggefirma


Mange af de såkaldte typehusfirmarer er i dag mere en slags arkitekt- og byggefirmaer. Det betyder, at man hos dem kan få bygget sit hus nærmest præcis, som man ønsker det. Det er vores indtryk, at dette gælder for fx FBA Huse, KFS Boligbyg, Lasse Larsen Huse, 2-Plan Huset, K2 Huset, Menzer& Kristensen, GiveHuset og i stigende grad også mere ydmyge firmaer som fx Preben Jørgensen Huse og Huscompagniet. 

Vi har set mange fine huse fra disse firmaer, og nok også noget, som vi gerne vil have lavet anderledes eller bedre. 

Vælger man et stort firma til at bygge for sig, er der den usikkerhed, at man ikke aner, hvilke håndværkere, der kommer til at udføre arbejdet. Der kan være masser af eksterne firmaer og håndværkere til sådan et byggeri, og den usikkerhed ville vi ikke sidde med.

Vores valg

Vi har derfor valgt, at vores nye hus skal opføres af et lokalt 2-mands firma, der håndplukker underleverandører fra lokalområdet. De samme folk fra gang til gang. 

Firmaet består af en murermester og en tømrermester og bygger bare 2-3 huse om året. 

Da de tidligere har lavet store og små opgaver for os, er vi 100% trygge ved dem. Det er kvalitet og ordentlighed hele vejen igennem, og vi kommer ikke ud for, at der på byggegrunden pludselig står et sjak håndværkere, der er meget langt væk hjemmefra…

Og prisen er ganske konkurrencedygtig, for det er som nævnt ikke en standard hyldevare, vi går efter. Vi har nogle specielle ønsker og ideer, og det virker som om, at det er dér, hvor de større byggefirmaer henter noget af det tilbage, som de sætter til ved at gå ud med meget lave kvadratmeterpriser.
Og i vores tilfælde får bygherren lov til at give en hånd med ved forefaldende arbejde. Der er jo ingen grund til at betale en dygtig håndværker 500,- i timen for at skovle byggeaffald på en trailer og køre det væk.