Forhistorien


Gennem de sidste 10-12 år har vi spekuleret i huse, istandsættelse, byggegrund osv. Men først for 2-3 år siden gik vi all-in. Vi lavede en revurdering af vores behov og drømme, og så begyndte vi at lave konkrete skitser og tegninger, inspireret af diverse boligmagasiner, byggeudstillinger og andres huse.

I foråret 2017 blev en ønskebyggegrund pludselig til salg. En stor og dejlig grund på 2200 m2  i et ualmindelig skønt boligområde med bare en snes huse og med store, velanlagte fællesområder.
Efter et halvt års tid var sælger mør, og vi fik papir på grunden.
Ikke længe efter satte vi vores to ejendomme til salg, og allerede i oktober 2018 var vi boligfri og flyttede i et sommerhus.

Parallelt med dette udviklede vi vores projekt, som efterhånden bestod af 14 forskellige hustyper med et utal af varianter.
Vi indså gradvis, at vi havde brug for en arkitekt til at sikre, at vi ikke i vores optagethed af egne ideer kom til at lave noget, der gik helt galt.