Planløsning

Fra den absolutte begyndelse… Januar 2017


Planløsningen er helt sikkert den udfordring, vi har brugt mest tid på i den indledende fase. 

Det er især mig, Lars, der har syntes, at det var bedre/lettere at vise arkitekten, hvad vi ønskede, på en tegning, end ved at forsøge at formulere det mundtligt eller skriftligt. Den holdning gav mig så en del arbejde…

Amatørarbejde med hjerte

I begyndelsen tegnede vi på papir, men det blev hurtigt utilfredsstillende, så jeg gik over til at tegne i MS Publisher. Ikke præcis det perfekte tegneprogram, men jeg kendte det fra tidligere, og det har i praksis været et glimrende redskab – omend lidt omstændigt. 
Alt i alt har det egentlig været en tilbagevendende glæde at sætte sig ved computeren og løse en eller anden hurdle. Det har vi gjort et utal af gange – og nogle af løsningerne har endog overlevet efterfølgende byger af nye løsninger og ideer…

En af de første plantegninger, vi lavede i MS Publisher. M2 er nettoarealer.

Vi har brugt Publisher parallelt med arkitektens arbejde helt frem til den endelige tegning, og vi har blot sendt vores tegninger til arkitekten som pdf.

Fra start var vores krav til det nye hus, at det skulle kunne matche behovet hos os selv og samtidig kunne rumme vores 6 børn, som alle bor i fjerne landsdele, men heldigvis gerne kommer hjem med kærester og efterhånden dejligt mange børnebørn.

Vores ønsker til det nye hus

Ud fra disse forudsætninger fremkom flg. ønsker eller krav:

-rummeligt hus, ca. 200 m2
-et stort køkken-alrum, mindst 45 m2
-et køkken med udkig
-en beskeden stue, 20-25 m2
-en rummelig entre/hall
-2 værelser på 12-13 m2, gerne med walk-in
-et mindre kontor
-et soveværelse med walk-in
-et viktualierum
-to badeværelser
-minimeret gangareal
-master- og gæsteafdeling 
-muret pejs/skorsten
-rummeligt bryggers
-meget skabsplads
-dobbelt garage
-værksted

Disse ønsker og krav har vi i hovedtræk holdt fast i gennem hele projektfasen, og alt er nu indlejret i plantegningen, som vi er yderst tilfredse med. 

Ændringer, der kom til undervejs

De ændringer, der har været, er at carporten blev til en garage og senere igen til en carport.
Rent æstetisk finder vi carporte mere elegante og mindre fæstningsagtige, og samtidig er der også et prismæssigt aspekt i 200.000 kr-klassen at tage hensyn til.

På boligudstillinger så vi flere eksempler på brede vindueskarme beregnet til at sidde i. Den ide har vi taget til os, og selv om det ikke lykkedes os at få den integreret i alrummet, så er vi pænt tilfredse med at have den i kontoret, som er nærmeste nabo hertil, og kun er adskilt fra alrummet med en bred skydedør. Til gengæld er vindueskarmen blevet en vinkelsiddeplads, så vi begge kan sidde her i eftermiddagssolen og slappe af efter dagens arbejde.

En anden opsamlet ide er alkoven i køkken/alrummet. Den føles bare så rigtig og helt i tråd med tidens trend med flere opholdsfaciliteter i køkken/alrum. Det perfekte sted til en lille morfar, og vores børnebørn vil komme til at elske at lege eller sove her midt i orkanens øje!

Værelserne er blevet en anelse mindre end først tænkt, og der blev ikke plads til walk-in til værelserne. Det kan vi nu snildt leve med. Kontoret blev til gengæld lidt større, og det samme gjorde begge badeværelser, soveværelset og bryggerset. 
Badeværelset er nu med nedsænket badekar.

Alt i alt kom vi op på 215 m2 plus ca 70 m2 carport og værksted.

De følgende tegninger viser nogle af de planskitser, vi mellemlandede på undervejs i forløbet.


Skitse 5.2 med ensidig taghældning. Marts 2017




Skitse 7.5, typisk længehus med ensidig taghældning. Tydelig inspiration fra Werner Mathies. Oktober 2017




Skitse 8.10. Funkisinspireret længehus med ensidig taghældning. Marts 2018




Skitse 10.2. Stadig funkisinspireret med ensidig taghældning og nu med garage. Den 4. april 2018




Skitse 12.3. Vi har overgivet os til funkis! Den 11. april 2018




Skitse 13.1: Vi leder desperat efter kombinationen af længehus og funkis. Den 15. april 2018




Skitse 14.2. Måske har vi fat i noget her..? Den 21. april 2018




Skitse 14.9. Langsomt optimerer vi planløsningen… Den 4. maj 2018




Skitse 14.14. Langt om længe er vi i mål. Og vi er supertilfredse! Den 31. januar 2019




Arkitektens rentegning af vores skitse 14.14. Nu er vi klar til at komme videre!


Vi er ret sikre på, at huset bliver perfekt til vores behov – omend rigelig stort i det daglige.
Da vi ikke regner med at beholde huset i 40 år, vil det forhåbentlig være interessant og brugbart for en evt. børnefamilie, når den tid kommer. Det er vi faktisk ret sikre på.

Den overordnede arkitektoniske idé

Mht til den overordnede ide for planløsningen er vi også kommet fint i mål. 

Helt fra start var det de lange linjer og transparensen i huset, vi ønskede, og sådan har vi fået det. Fra indgangsdøren kigger man gennem den lille hall, til højre eller venstre forbi skorstenen, gennem alrum/stue og ud i haven gennem det store vinduesparti.

På langs af huset kigger man gennem soveværelset, forbi walk-in, langs med stuens mange vinduer, forbi alrummets ditto, gennem gangen ved værelserne og ud gennem et vindue, der fylder hele gangens højde og bredde. Et kig på godt 26 meter! 

Det lange og brede format går igen i køkkenet, hvor man fra et langt køkkenbord har panoramaudsigt gennem lave, brede vinduer. På samme vis er værelserne bestykket med lave hjørnevinduer af anseelig størrelse.

I foråret 2018 var vi blevet inspireret af et af 2-PlanHusets udstillingshuse, som havde et langt, smalt forældrebadeværelse. Det virkede rigtig dejligt, og vi forsøgte at kopiere ideen. Vores badeværelse blev da også lige ved 5 m langt, men bredden krøb med opad, så vi endte på godt og vel 13 m2! Nok lige i overkanten, men vi tager det med et smil og håber, det bliver skønt alligevel.

Vi mener, vi har fået det bedste fra to verdener. Vi har længehusets transparens og rolige, langstrakte linier kombineret med bokshusets muligheder for at skabe en mere spændende og adskilt opdeling.
Som noget væsentlig har vi oveni fået bokshusets mere moderne signatur i eksteriøret.
Det er slet ikke så værst…