Byggeuge 27. En rolig uge

Med kun 3 mand på job står byggeuge 27 i stærk kontrast til sidste uge, hvilket gør det til en overskuelig sag at skrive den ugentlige rapport her på byggebloggen.
Ganske vist er der blevet arbejdet flittigt, og der har været nogle lange dage, men arbejdet har koncentreret sig om færre ting, og dem vil jeg fortælle om her.

Stilladset væk

En meget synlig indsats blev gjort ved, at det meste af stilladset nu – endelig – er pillet ned. Vores hus er på vej ud af sit bur, og heldigvis synes vi om det, vi ser. Vi havde frygtet, at huset ikke rigtig hang sammen i linjerne, og at proportionerne ikke faldt rigtigt ud, men alarmen er afblæst, for huset kan godt være sig selv bekendt. Helt definitivt kan vi dog ikke afsige dommen – dertil er der stadig for meget stillads. Men vi tror på det nu!

Huset – nu uden stillads – set fra syd. Nærmest ligger de to værelser og kontoret

Villa Hillside set fra sydøst. Fra venstre de to værelser, derefter badeværelset og så terrassedøren ind til køkkenet

Skorsten

Den udvendige del af skorstenen er nu endelig færdig. Sidste aktion var at lægge toppladen op på toppen og få den rigtig gjort fast. Pladen er specialfremstillet, sort og udført i polymerbeton, som er sand, sten og pulver blandet op med polyester. Den er helt plan og ca 25 mm tyk. Der er selvfølgelig et hul i pladen, så røgen kan passere. Lige nu overvejer jeg, om vi skal have anskaffet en “skorstenshat”, så det ikke kan regne ned i skorstenen. Det lyder jo indlysende, men det er åbenbart ikke standard. Hvis nogen har guldkorn lige på det punkt, så hører vi gerne fra dem.
På fotoet ser man også, hvordan taginddækningener udført. Det ser meget fornuftigt ud.

Skorstenen er færdig. Den står godt skjult midt på taget, men kan udmærket tåle et nærmere eftersyn. Højde 132 cm

Vægfliser i bad

Vægfliserne til badeværelserne, Atlas Concorde, er pakket ud, og de første er kommet op på væggene. De er mat hvide og ret store, måler 110 x 50 cm.
Vi var spændt på, hvordan det kom til at se ud, specielt i det store badeværelse, hvor vi havde besluttet at lade dem gå fra brusekabinen og hen af væggen til hjørnet ved badekarret. Efter at have set dem oppe synes vi, at det er flot og giver noget sammenhæng i badeværelset.
Der mangler stadig at blive limet nogle fliser op, men det skal vente til gulvet er lagt.

Vægfliserne i det store badeværelse. Her mangler stadig den smalle øverste og nederste række. Sæbehylden mangler også fliser

Her er øverste række kommet op, og vi synes godt om, at der afsluttes opad med en smal flise. Det var vi ikke lige selv kommet i tanke om. Når gulvet er lagt, kommer de nederste fliser op

De første vægfliser er kommet op i brusekabinen i det lille badeværelse. Sæbehylden mangler stadig sidebeklædningen.

Gulvfliser i bad

Forberedelsen til lægning af gulvfliser bestod i, at hele gulvet fik fald i rigtig retning. Altså ikke kun fald i brusenichen. Sådan laver vores håndværkere det altid, selv om det er et lidt større arbejde. Desværre måtte begge gulvafløb hugges fri og justeres lidt, da de havde forskubbet sig dengang i august, hvor terrændækket blev støbt. I denne uge var vi så endelig klar til at lægge de første Ariostea Taube klinker, som vi efter lange overvejelser havde valgt.
I næste uge vender vi tilbage med fotos af de færdige og rengjorte gulve i badeværelserne.

Klinken fra italienske Ariostea. En gange en meter, men kun 6 mm tyk.
De første gulvklinker er lagt. Vi har valgt en betonagtig, men brunlig klinke for at opnå lidt varme i vores hus.
Det er den samme klinke, der skal lægges i køkken, hall og bryggers.

Sålbænke

Efter at stilladset var kommet væk, blev det muligt at få afsluttet facdaderne med sålbænke under vinduerne. Vores valg stod mellem murede sålbænke eller sålbænke i skifer. Vi valgte det sidste af to grunde: Vi antog, at skifer passede lidt bedre til husets arkitektur og farver, og så fik vi også at vide, at skifer er langt bedre til at afvise alger og begroninger, end et murstensskifte er.
Skiferen er leveret fra Billeschou Natursten, og det er en 18 mm tyk udgave, vi har fået.
Det var virkelig dejligt at se afdækningsfolien og de løse mursten under vinduerne erstattet med den mørke skifersålbænk. Det var endnu et skridt i den rigtige retning.

Facaden pyntet op med skifersålbænke. Det pyntede…

Nærbillede af sålbænkene. Nu mangler der bare fugning og hjørneafslutningen ved vinduerne

Indvendig træbeklædning

Hen over det næsten 12 meter lange vinduesparti i køkken/alrum og stue er der en 110 cm høj ydervæg, som nødvendigvis måtte laves i træ i stedet for murværk.
Vi har fået væggen beklædt med 13 mm polsk fyr i bedste kvalitet. Virkelig flotte plader og perfekt sat op af vores håndværkere. Meningen var, at de skulle vandskures og forsynes med murstensmønster, men det gik vi fra. I stedet bliver de malet sorte, og så kommer der smalle lodrette lister på – lidt á la akustikvæg.
Listerne bliver ca 35 mm brede og ca 15 mm tykke, og de monteres med en afstand på ca 12 mm. Af hensyn til stabilitet bliver de lavet i krydsfiner, som pålimes en lys egefiner.

Træpladerne over vinduerne er spartlet og slebet 2 gange og skal nu grundes. Her er liften en god hjælper…
Den sorte maling er rullet på, og der kan nu sættes lofter op, inden listerne bliver monteret
Måske kan man fornemme den flotte åretegning gennem malingen. Den bliver nok desværre skjult af listerne.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *