Præcis som i sidste uge er der især blevet lavet murerarbejde i den 18. byggeuge.
Hele værelsesafdelingen står nu murmæssigt færdig og klar til, at vinduerne snart kan monteres.
Nogle vil måske tænke, at det går lidt langsomt med at komme rundt, men det er der forklaringer på. For det første mures der ikke til standardhøjde, idet vi får 260 cm til loftet i værelser og badeværelser, og vi får 330 cm i resten af huset. Det giver en del ekstra sten og ekstra stilladsarbejde.
Vores værelsesafdeling har desuden 3 store hjørnevinduer, og jeg kan hilse og sige, at dét kræver en del både tids- og materialemæssigt. Der er også et almindeligt vindue, et gulv til loft vindue og en terrassedør.
Præcis i dag har jeg set et hus under opførelse af et af de helt store byggefirmaer. Her sidder alle vinduer med overkanten i samme højde, og det er den samme som dørenes højde. Det gør man, fordi man så kan undgå at indmure overliggere. I stedet bliver det hele afsluttet opadtil med en rem.
Det kan sikkert være godt nok – jeg havde det faktisk selv i mit gamle hus – men det er dæleme svært at få en spændende facade på sit hus på den måde.
Vores mange spekulationer og bekymringer i forbindelse med valget at mursten ser i øvrigt ud til at få en lykkelig udgang.
Det er Strøjers Laika, vi bygger med, og den opfører sig eksemplarisk. Den er meget let at arbejde med, og den behøver sandsynligvis slet ikke at blive afsyret. Desuden – men det er jo en smagssag – synes vi, at den er rigtig nydelig og klæder vores hus godt.
Vi var spændte på, hvordan den udviklede sig, når muren tørrede lidt op, men det ser indtil videre fint ud. Også fugen, som er en lys grå 35 – 65 – 650 KC recept-/fabriksmørtel med 0.4 mm bakkesand fra Dan-Grit, opfører sig rigtig fint og bliver meget lysere efterhånden.
I ugens løb er der lavet noget tømrerarbejde, og elektrikeren har trukket kabler og ledninger i den sidste del af huset.
I den kommende uge forventer håndværkerne at blive færdige med alt murerarbejde udendørs bortset fra murene omkring carporten, og det næste bliver nok det murerarbejde, der skal foregå indendørs: Skorsten, blank mur i entré/køkken og væggene ved de to brusekabiner.
Jeg er sikker på, at de glæder sig til at komme indendørs!
Det er også i slutningen af den kommende uge, at vi forventer, at vinduer og døre bliver leveret fra Velfac.
Det bliver virkelig godt at se tømrerne gå i gang med at montere dem. Så kan vi nemlig få huset helt lukket og få sat varme og affugter på, sådan at efterårets regn kan blive drevet ud.
Herunder kommer nogle fotos af ugens arbejde og et udvalg af nogle detaljer.
Be First to Comment