Byggeuge 4, støbning af gulv

Byggeuge 3 havde været rigtig travl med masser af arbejde og mange folk i sving gennem hele ugen.
Uge 4 har været mere rolig, og der har ikke været håndværkere til stede full time. Alligevel er der sket en del, og husets identitet er for alvor ved at kunne mærkes.

Mandag havde VVS’erne været i gang fra morgenstunden og havde ført gulvvarmeslanger frem til de fjerneste rum. Disse slanger er isolerede og ligger forsænket i flamingoen, idet de skal holde på varmen, indtil de skal i funktion i de rum, de skal opvarme.
På billedet ovenfor til venstre ses, hvordan 8 slanger starter ud fra fordeleren, og til højre ser man, hvordan de parvis (fremløb og retur) løber ud i de 4 rum i den fjerneste del af huset (værelsesafdelingen).
Efter det kunne de sidste stykker rionet lægges ned, og så var der klar til, at resten af varmeslangerne kunne lægges ud på flamingoen.
Jeg ved ikke, om det fremgår af billederne – eller om det er den normale standard – men jeg blev i hvert fald ret imponeret og betrygget ved at se den præcision, som VVS’erne udviste i arbejdet med det, der om få dage er skjult under et tykt lag beton.

Alle gulvvarmeslanger er omhyggeligt lagt ud og fastgjort til rionettet.

Tirsdag var der stille på pladsen, og der blev vistnok blot lavet kantisolering og andre detaljer, og det fortsatte onsdag morgen med bl.a. at sætte nogle barrierer, så flydebetonen ikke havnede steder, hvor den ikke havde noget at gøre.
Sidst på formiddagen kom betonkanonen med første læs flydebeton. Den grå masse sprøjtede ud af røret, som førtes rundt for at fordele betonen bedst muligt. Nok er det flydende, men vand er det ikke, så det er nødvendigt at hjælpe til med udjævningen. Et stort vaterpas bruges både til at tjekke højden og til at fordele betonen præcist. I øvrigt er det lidt spøjst at se, at håndværkerne går rundt i gummistøvler i den beton, som de omhyggeligt jævner ud. Men det virker, og det blev rigtig flot!

Der er en lidt hektisk fase, når betonbilen leverer varen. Der må ikke komme for lidt på og heller ikke for meget. Det kræver en vis erfaring og et godt samarbejde at få det til at lykkes.
Betonkanonen var her 4 gange, og efter 4-5 timer var gulvet lagt. Til venstre ses redskabsrummet, hvor der skal lægges trægulv på strøer. Midt i billedet ligger det store badeværelse, hvor der er gjort klar til nedsænket badekar og klinkegulv med fald. I resten af huset (minus det lille bad) er beton-gulvet oppe i færdig højde, klar til kommende træ- og klinkebelægning.

Torsdag var det stille på pladsen, men fredag var der travlt igen. Lastbiler ankom i en lind strøm med stabilgrus, mursten, mørtel og stål, og disse ting skal jo læsses af og anbringes hensigtsmæssigt på grunden. Endvidere var det “skiftedag”, fordi det nu var slut med betonarbejdet og der i stedet skulle gøres klar til murerarbejdet. Det er heldigvis de samme to håndværkere, der klarer det, så det giver en god sammenhæng og stabilitet.
Vi kørte en del betongrej væk, og i stedet hentede vi stilladser, skinner, baljer og lignende til det kommende arbejde.
Igen blev der fordelt sand rundt om huset, og efter afretning med håndkraft blev det vibreret.

Et mere langvarigt projekt var slibningen af betondækket. Det foregår med en plæneklipperlignende maskine, som med sine diamantskær stille og roligt sliber nogle millimeter af gulvet. Med uanede mængder støv til følge… 4 fyldte trillebører!
Nedstøbning af de galvaniserede stålsøjler, som skal støtte murværket under opførelsen, var ugens sidste opgave.
Ikke alle murere bruger den metode, men vores folk foretrækker at have søjlerne til at binde murværket til frem for at skulle lave krumspring under opmuringen for at undgå risikoen for at murværket vælter ved et kraftigt vindpust.

Det var et pænt læs mursten fra Randers Tegl, der ankom fredag eftermiddag. De er til indvendige vægge og indermure, og det er blødstrøgne sten for at give den flotteste overflade til vandskuring. I øvrigt mente chaufføren, at de kommende ejere af huset godt kunne købe sådan en lastbil, for den kunne præcis holde i indkørslen. Hm…
Stålsøjler støbes ned i fundamentet for at støtte murværket under opførelsen. De har ingen bærende funktion.

Hermed var byggeuge 4 slut. Søjlearbejdet gøres færdigt på mandag, og så gælder det indermurene. Det vil sige, at vi i løbet af nogle dage kan begynde at se huset tage form i højden – og det bliver rigtig spændende. Murerne siger oven i købet, at de glæder sig til at komme i gang med at stable sten, og hvad kan man så forlange mere 😉

Nedsænket badekar

En af de ideer, som håndværkerne ikke var så vilde med, var vores ønske om at få et indmuret, nedsænket badekar i forældrebadet.
Vi var kommet for skade at se sådan et hos nogle bekendte, og vi syntes simpelthen, det var så flot og dejligt, at vi måtte have sådan et i vores nye hus.
Men som sagt var håndværkerne – mildest talt – knap så vilde med ideen. De mulige problemer med sådan et badekar var flere: Først og fremmest det faktum, at afløb, vandlås og rørføring under karret blev umulige at inspicere, når karret var monteret. “Miljøet” under karret ville også være ukendt og umuligt at tjekke, med mindre man da ville brække murværket ned…
Desuden ville der opstå skimmelsvamp og kalkaflejringer rundt om karret, hvis det skulle indmures, som vi havde forestillet os og set brochurerne. De underjordiske problemer var vi egentlig ikke så nervøse for (det kan skyldes uvidenhed!), men vi kunne godt se problemet med stående vand rundt om karret.
Vi kunne have opgivet vores ide, men vi fik heldigvis håndværkerne med på at give karret en chance, og de udtænkte heldigvis løsninger på det hele.
Først og fremmest er der blevet lavet en inspektions- og reparationsluge fra naborummet, som heldigvis er værkstedet. Via gulvet der kommer man ind under skillevæggen og har frit udsyn til den forsænkning, som badekarret står i. Perfekt!
Problemerne med stående vand rundt om badekarrets kant løses ved at hæve klinkerne og svagt skråtsille dem, så plaskevandet naturligt løber tilbage i karret igen. Jeg er spændt på at se den løsning i praksis, men jeg er temmelig sikker på, at murerne klarer den opgave til vores tilfredshed.
Dårlige løsninger og fusk gør de ikke i, og det er jo også derfor vi har valgt netop dem!

Nedsænkningshullet til badekarret, som det så ud i starten af byggeuge 4. I bunden af billedet kan man lige ane den fremtidige, underjordiske adgang til karrets indre verden. Gad vide om vi nogensinde får brug for at komme derned?

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *