Hvis vores byggeprojekt var et 800 m løb, var vi lige der, hvor vi kastede vores overkroppe fremad i håbet om at sprænge snoren som den første. Nu minder en byggeproces nok mere om et maratonløb, så det fortættede drama udebliver sandsynligvis.
Når det er sagt, så er der altså sket ting & sager i den forløbne uge. Det vigtigste og mest iøjnefaldende er helt sikkert, at vores Svanekøkken blev stillet op i begyndelsen af ugen.
Vi er imidlertid også så vidt, at denne uges byggeblog kan gå hen at blive den næstsidste fra vores hånd. Såfremt den kommende uge skaffer os vand i alle haner, strøm i alle kontakter, silicone i alle fuger samt visse andre ting, så er det vores plan AT FLYTTE IND I NÆSTE WEEKEND!
Vi er godt tilfredse med køkkenet. Det er flot uden at være prangende, og der er et godt mix mellem det rustikke, det klinisk hvide og det bløde, varme træ. Kvaliteten skuffer heller ikke, men alt i alt har der været for mange svipsere med inventarleverancen i sin helhed. Der har været enkelte skader, noget har manglet, noget har været i overskud og andet har været fejlleveret. Det er ret irriterende og har taget for meget fokus fra andre ting, men heldigvis har Svanekøkkenet været meget imødekommende. De har påtaget sig ansvaret og sørger for, at tingene bliver bragt i orden. Desværre først efter, vi er flyttet ind…
Men byggeuge 33 har ikke kun været køkken. Udenfor er alle sokler blevet pudset, og solcellerne er lagt på plads på carportens tag. Masser af affald, stilladser, materialer og andet grej er blevet kørt væk, og grunden er jævnet pænt ud. Tjek, tjek, tjek…
Indenfor er der lagt fuger ved næsten alle døre og vinduer, fodlisterne er savet til og skudt på og brændeovnsindsatsen er kommet på plads i den store skorsten. Tjek, tjek, tjek…
Af egne projekter kan nævnes, at de sidste hylder og skuffer er ved at være på plads i bad, walk-in og bryggers, og alkoven er nu forsynet med bund. Tjek, tjek, tjek…
Herudover har vi ved kreativ tænkning sørget for bortskaffelse af enorme bjerge af emballage i form af især pap og flamingo. Nu er der kun det pap tilbage, som nænsomt beskytter vores trægulve. Vi håber på, at situationen bedres så meget, at affaldsdepoterne er åbne igen, når vi skal af med det.
Herunder kommer flere fotos fra ugen, der gik.
Hvor har I valgt walk in.
Super spændende hus.
Vi har valgt en walk in løsning fra Svane Køkkenet. Det er en solid konstruktion, som ikke giver nedbøjede hylder.
Vi valgte det i sort, og det har vi ikke fortrudt, selv om støvet ses tydeligt!
Tak for din ros af vores hus!
Mvh Lars