Byggeuge 22 satte gang i det nye årti på Villa Hillsides byggeplads. Hermed har vi besluttet, at vi regner i effektive byggeuger og ikke i kalenderuger…
På en måde havde jeg nok indstillet mig på, at det var slut med murerarbejdet, men jeg vidste godt, at der stadig var nogle sten, der ventede på at blive lagt. Det drejer sig om stenene til brusevæggene og om stenene til den blanke mur i hall/køkken.
Badeværelserne
Vi startede badeværelserne, hvor brusevæggene blev muret op i dørhøjde. Væggene blev i øvrigt lige justeret nogle centimeter, således at de nyligt valgte vægfliser passer til væggene. Fliserne måler 110 x 50 cm, og ved at flytte murene lidt kan vi undgå lodrette fuger i bruseafskærmningen.
Blank mur
Næste projekt var opbygningen af den udvendige side af den blanke mur i hall’en. Det er snart længe siden, vi så en lille “prøveopmuring” af de fine D48 sten fra Petersen Tegl, så vi var spændte på at se dem for fuldt udtræk. Men de ER rigtig fine og flotte, så vores sats med noget sprælsk ser ud til at falde heldigt ud, hvilket jeg tror, billederne herunder viser.
Vandskuring
Bortset fra, at tømrerne har været omkring huset for at opsætte den forskalling, der skal bære Troldtekt-loftet, så var den sidste opgave i ugen at få vandskuret den første tredjedel af huset.
Det er tydeligt, at det er hårdt arbejde og noget værre svineri, så vinduer og døre må dækkes omhyggeligt af, inden man går i gang. Allerførst raspes væggene af for at fjerne grove ujævnheder, og derpå skal væggene primes. Det foregår let med en sprøjte, og det bevirker, at væggene ikke suger så meget vand, som de traditionelt gør. Derfor kan de allerede males et par uger efter vandskuringen.
Be First to Comment