Byggeuge 16 blev i første omgang en stille uge.
Mandag blev der arbejdet andre steder, og kun tirsdag og onsdag var der en enkelt murer i gang med facademuren. De to sider på den del af køkkenet, der rager lidt frem, blev opført, og heldigvis ser det rigtig fint ud. Det er flot murerarbejde, og stenene falder i vores smag.
Ellers er det blevet til en del arbejde med sternen, der nedad forsynes med en ventilationssprække, i hvilken der er opsat et perforeret plastbånd, således at fugle, bier og lignende formenes adgang.
Et foto af detaljen kan ses nedenfor.
Ligeledes er der ændret på stilladser og lavet overdækninger til den kommende uges murerarbejde. Det er højst påtrængt i det klima, vi har valgt at bygge i…
Isoleringsarbejdet under den lange overdækning mod sydvest og nordvest er også fortsat, og så er den store vinkelbjælke, som skal være rygraden i det overdækkede indgangsparti, hejst på plads. Det var en vanskelig opgave, og arbejdsmanden havde hænderne så fulde, at der ikke blev tid til at fotografere!
Den tonstunge jerndrager skulle hejses ned og drejes ind over en anden bjælke ved carporten, og så skulle de forborede huller i den passe på 4 indstøbte bolte i køkkenmuren. Efter en opboring af hullerne lykkedes det i 2. forsøg…
Fredag d. 15. november: Rejsegilde
I slutningen af ugen flyttede vi fokus fra byggeriet til forberedelse af det rejsegilde, vi havde indbudt til om fredagen. Vores murermester insisterede på, at vi skulle sørge for nogle ordentlige rammer for festen, så han gik i gang med at opsætte en 12 meter lang og 4 meter høj midlertidig ydervæg med plastic på begge sider og med isolering i midten. Byggedøre blev monteret, så værelsesafdeling og forældreafdeling blev lukket af, og så blev der sat varme på.
Det virkede vildt godt, og i løbet af fredagen fik vi stillet borde, bænke, grill osv. op, og da klokken nærmede sig 14.30 myldrede det ind med håndværkere, naboer, venner, kolleger og familie.
Det var spændende at se folks reaktioner på byggeriet. Gæsterne var meget positive over, hvordan vores plantegning – som vi nok har trættet en del folk med – er kommet til at virke i praksis. Nogle gik så langt som til at sige, at det virkede gennemtænkt! Ha-ha… 😉
Det blev et uforglemmeligt rejsegilde med omkring 100 gæster og masser af pølser, øl, vand og vin og litervis af kaffe med kage til plus mange gode snakke og hyggelige timer.
Aldrig har vi oplevet et gavebord som det, vi modtog den dag. Vi er alle vores gæster meget taknemmelige for gaverne, men nok mest af alt fordi, I er sådan nogle dejlige mennesker. Naboerne er nye bekendtskaber for os, men nu glæder vi os ekstra meget til at flytte ind i vores nye kvarter.
Brændeovn
I maj måned havde vi et indlæg her på bloggen, og der kaldte vi vores ildsted for en pejs. Nu kalder vi det en brændeovn, for ret beset er det sådan èn. Den er blot muret ind i en fritstående skorsten, og deraf må fortalelsen være opstået.
Nå, men dette indlæg handler mere om selve funktionen af brændeovnen. Mange spørger nemlig, om ikke det er et problem med en brændeovn, når man også har et genvindingsventilationsanlæg i huset. Bekymringen går på, at ventilationen laver undertryk i huset, således at brændeovnen ikke kan suge ilt nok og derfor ikke kan trække “føde” til forbrændingen. Skrækscenariet er, at røgen ikke kan komme op gennem skorstenen, men pga undertrykket i stedet bliver suget ud i stuen.
Det er selvfølgelig noget bras…
Derfor gør man det, at man etablerer et separat friskluftsindtag til brændeovnen. Vi har i gulvet fået nedstøbt et Ø 110 mm rør, som starter under terrassen ud for stuen og slutter i den Air-Top, som vores Meteor Jupiter 470 XL brændeovnsindsats er forsynet med.
Det har to indlysende fordele: Dels kan brændeovnen være helt ligeglad med, om der evt. opstår undertryk inde i huset, og dels bruges der ikke opvarmet luft til forbrændingen. Den kolde luft er både billigere og mere iltholdig (som i bilmotores “intercooler”) – i hvert fald i teorien 😉
Med det på plads er det eneste problem, at ventilationsanlæggets indsugning skulle få fat på skorstensrøg i stedet for frisk luft. Det kan man undgå ved at have en vis afstand mellem skorsten og indsugning, men især ved at have en tilstrækkelig overhøjde på skorsten i forhold til indsugning.
Her spiller det også afgørende ind, om brændeovnen anvendes rigtigt. Det handler om korrekt optænding, brug af rent, tørt træ og ikke mindst om en forbrænding, der ikke må mangle ilt.
Vi tror, vi efterhånden har styr på alle disse ting, og vi håber, vi får rigtig meget glæde af vores brændeovn.
Du kan i øvrigt se vores detaljerede tegning af brændeovnsindsats, skorsten mv. under Byggeuge 9.
Be First to Comment