I slutningen af ugen er der kun 4 hele uger til, at vi forventer at flytte ind, så det er dejligt at opleve, at færdiggørelsen af huset er i god fart. Når det virker som om, at der sker rigtig meget, er det nok mest fordi, at de ting, der arbejdes på her mod slutningen, er af afsluttende karakter. Al forarbejdet er gjort, og nu handler det om finish. Det er primært det, byggebloggen fortæller om i denne uge.
Underbeklædningen langs husets haveside samt mod nord er sat op, og der er monteret spots. Efterfølgende har blikkenslageren sat den sidste inddækning op ved den nederste del af sternen. Igen må vi sige, at vi har været heldige med vores beslutninger, for vi synes det ser harmonisk, let og elegant ud. Heldigvis har håndværkerne været flinke til at drøfte de forskellige muligerheder med os, og det er fx deres fortjeneste, at underbeklædningen “savet over” og er blevet kvadratiske plader. Det havde vi ikke selv tænkt.
Det var også noget at et tigerspring, da elektrikeren sidst på ugen fik sat strøm på huset. Efter 7 måneder med forlængerledninger her og der og allevegne er der nu strøm i kontakterne og lys i de indbyggede spots. Ikke at vi har mange af dem, men det er virkelig behageligt, at huset nu er selvforsynende med strøm.
Tømrerne fik også tid til at montere de alu-kapper, som skal udgøre hjørnesamlingerne ved vinduerne i de 3 værelser. Igen en af de små ting, som bidrager til et positivt helhedsindtryk af huset. Med sædvanlig omhu er der isoleret og fuget i alle samlinger, så det bliver fri for træk.
Trægulv
En af vores sværeste beslutninger var valget af trægulv. Ægte træ eller Pergo? Stave eller planker? Lys eller mørk træsort? For ikke at tale om, hvor meget af huset, der skulle have trægulv.
Vi valgte ægte træ, nærmere sagt et ludbehandlet fyrtræsgulv. Dermed trodsede vi et utal af advarsler om disse gulves uheldige egenskaber. Vi er dog ikke naive, og vi har haft fyrtræsgulv før, så vi tror på, at glæden og komforten ved gulvet for os vinder over praktikken.
Da et massivt trægulv er svært at styre, valgte vi et 15 mm lamelgulv med 4 mm fyr som slidlag. Helt præcist hedder det Wiking Q-LOC Fyr Prima LudHvidOlie i dimensionen 15x185x1900 mm.
Vi vil nu ikke fortsætte med oliebehandlingen, men kører videre med ren sæbebehandling, som vi har den bedste erfaring med, og den fremgangsmåde er anbefalet af Wiking.
Carportloft
I et samarbejde mellem blikkenslagere og tømrere blev carportens loft gjort færdig. Der kom alu på kanterne og smalle stykker WallTec på højkant, så det nu ser ret godt ud. Der tilbagestår stadig en hel del arbejde til blikkenslagerne, da vi har mange meter stern, som skal beklædes.
Elektrikeren har også været i gang her, så der nu også er spots i carporten
Ved siden af at have assisteret ved gulvlægningen, har undertegnede bygherre også arbejdet lidt med egne projekter såsom malerarbejde, værksted og listebeklædning.
Det er desværre ikke noget, der rykker helt vildt, og efterhånden, som tiden går, kan der godt føles et vis pres, for at komme videre. Heldigvis har vi årstiden med os, så mon ikke foråret giver ekstra energi og bedre arbejdsbetingelser?
Det var alt for nu. Vi vender tilbage, når byggeuge 31 kun kan ses i bakspejlet.
Be First to Comment